Dum, dummere - opfølgningen!

Som vi har skrevet om i et tidligere indlæg angående vores visumsituation er der sket skred i sagen! Søndag d. 27/6 tog jeg (Simon) afsted ind på visumkontoret for at få lavet en aftale som så vi kunne få klarlagt om de ville give os vores volontørvisum eller ej. Jeg var kun lige steget på bussen da Matilde ringede til mig og fortalte at hun lige var blevet ringet op fra visumkontoret, og de kunne informere os om at vores sag endelig var blevet godkendt! Så miraklernes tid er sandelig ikke forbi, vores bøn er blevet hørt!!
Så jeg fortsatte min færd mod kontoret for nu at få vores stempler i passet. Damen ved skrænken synes nu også det var med utrolig kort varsel jeg var kommet! Men jeg var "tilfældigvis" I byen på tidspunket hun ringede og jeg havde "tilfældigvis" også begge vores pas med:-)
Så nu kan vi officielt kalde og volontører i Israel! Wee...

Mange farveller...

I den sidste uge har vi rigtig fået øvet os i at sige farvel. Som nævnt i det sidste blogindlæg er præstefamilien netop taget hjem på sommerferie, og de når ikke tilbage til Israel før vi er taget hjem til Danmark, så dem måtte vi desværre sige pænt på gensyn til i onsdags til deres sidste shalom-åbent-hus aften hvor vi fejrede Skt. Hans. En rigtig dejlig aften med alle volontørerne hvor vi fik grillet, brændt en heks af og sunget Midsommervisen. En aften hvor vi fik lavet endnu mere spas og sjov som vi plejer. Også en aften hvor vi fik delt tanker om hvordan det har været at være hernede, og tanker om hvordan vi har haft det sammen. En aften præget af at vi virkelig har haft et fantastisk fællesskab og det føles virkelig rigtigt at kalde det volontørfamilien! Ud over at Jakob og Lise er rejst hjem, er også Anne-Marie overlapningsvolontør rejst hjem... Og sidste farvel er til Lisbeth Olesen fra Tel Aviv som også lige er taget afsted mod Danmark... Til jer alle tak for en masse fantastisk fede oplevelser og ture! Tak for sjov og hygge, seriøse og mindre seriøse stunder... Det havde bare ikke været det samme uden jer! (Selvfølgelig heller ikke jer der er her endnu, men vi har jo heldigvis ikke sagt farvel!) Vi har også sagt farvel til alle volontørerne fra Ordet&Israel som vi jo også har set noget til i løbet af det sidste halve års tid. Fælles programpunkter og især Sinaj/Jordan turen har helt sikkert været med til at vi også har lært dem at kende og fået fede oplevelser sammen, så lidt vemodigt er det da at tænke på at Joffi-huset nu næsten står tomt... Nu er det så bare om at nyde de sidste 5 uger minus 1 dag og så er det os der står i pakkerod til halsen! På gensyn til jer alle! Og.. næste år i Jerusalem! :)

Bare bedre brunch

Bedre sent end aldrig - ikke? Her kommer lige et par blogindlæg om hvad vi har gået og oplevet på det sidste, og nogle af dem er efterhånden en uge til halvanden gamle - mindst...
Sidste lørdag var en rigtig dejlig dag hvor vi skulle hygge igennem. Om formiddagen var vi til brunch/afskedsfest hos Sine og Astrid. Der er godtnok 2 mdr endnu til de skal hjem, men der var kun en uge til Anne-Marie og familien præst tog hjem, og det skulle gerne nåes inden. De to søde piger havde præsteret at gemme pølser, bacon, rugbrød og leverpostej i fryseren i flere måneder bare for at kunne dele det med os alle sammen i en top lækker brunch med det hele! Så vi tilbragte hele formiddagen med at mæske os i alverdens lækkerier.

Eftermiddagen tilbragte vi i solen med at hygge, spise is og læse dameblade inden vi skulle ind til den sidste danske gudstjeneste med Jakob.

Det var også en meget speciel gudstjeneste hvor der blev gjort noget for at skabe en intim stemning. Især til allersidst da vi stod alle sammen med hinanden i hånden og sang Velsignelsen, var et meget specielt øjeblik.
Efter gudstjenesten fortsatte hyggen ægte danskerånd da vi alle var inviteret op til Jakob og Lise, til pizza, øl og fodbold. Her blev der virkelig fyret op for stemningen og heldigvis vandt Danmark jo over Cameroon i en rigtig spændende kamp der fik gejlet os alle op i en stemning der blev delt med hele nabolaget! Tak til jer alle sammen for en rigtig dejlig dag!

Ramallah - så står den på arabisk!

Endnu en ting er nu krydset af på vores "ting at se i Israel-liste" vi har nemlig været på guidet tur i Ramallah. Helt kort briefing så er ligger Ramallah ca 15 km fra Jerusalem inde på Vestbredden/palæstina. Den regnes for "hovedstaden" for vestbredden og er også byen hvor regeringen holder til.
Turen stod Eva og Jonathan for. De er volontører i projektet Musalaha der arbejder for at skabe forsoning mellem messianske jøder og kristne palæstinensere. Se meget mere på deres blog http://www.jonathanogeva.blogspot.com/ gennem deres arbejde kommer især Eva jævnligt til Ramallah og derfor var det oplagt at de guidede os rundt, og det gjorde de godt! :)

Vi mødtes 14 mennesker på den arabiske busstation tirsdag morgen halv ti, klar til afgang. 14 personer kan lige fylde en arabisk bus, og de arabiske busser holder bare på busstationen og venter, og så kører de når de er fulde, så da alle var der kunne vi vælge en bus og tage afsted - smart :)
Første stop i Ramallah var Yassir Arafats gravsted.

Han var leder af Fatah og en meget vigtig mand for palæstinenserne. Af frygt for at skrive noget forkert må I hellere selv læse op på Arafat - en spændende personlighed! Dette er et meget vigtigt sted for palæstinenserne og der er utroligt flot og velholdt omkring stedet, hvilket står i kontrast til den typiske arabiske bydel der er temmelig beskidt og rodet. Her fik vi også en introduktion til det palæstinensiske folk, deres identitet og Yassir Arafat selvfølgelig.
Det blev frokosttid og på vej til frokosten kom vi forbi byens centrum - en rundkørsel! Billund go home - Ramallah har en rundkørsel! :) Det særlige kendetegn ved denne rundkørsel er løvestatuen som står i midten, én af løverne er ret speciel... den har armbåndsur på! hvorfor? Jo statuen er lavet i Kina, efter et billede fra en Rolexreklame hvorpå der er en løve med et armbåndsur - dette valgte skulptøren at lave præcis magen til!

Efter en varm gåtur gennem Ramallah og en god middag på en arabisk restaurant gik turen videre til det danske hus. Jo du læste rigtigt, det danske hus i palæstina. En forholdsvis ny organisation der har et hus med nogle lejligheder midt i Ramallah. De arbejder på at skabe venskabsforhold mellem danskere og palæstinensere, ved at udveksle volontører mellem de to lande. Fx bytte 3 danske og 3 palæstinensiske mekanikere for en måned så begge parter oplever et nyt land. Det var rigtig spændende at høre om deres tanker for projektet og det var sjovt at møde nogle der snakkede dansk midt i det hele :)
Herefter var det blevet is-tid. Grunden til at dette nævnes er ikke for at i skal blive misundelige, men fordi Ramallah faktisk er kendt for sin specielle is. Den laves på en base af arabisk gummi, der giver isen en tyggegummi-agtig konsistens. 5 shekels (7 dkr) for en is med 5 forskellig slags smag, jordbær, chokolade, vanille, gul og grøn! Meget kunstig smag, meget sjov konsistens og smelter ikke, jo det var en oplevelse :) foretrækker nu Bens&Jerrys på længere sigt.
Dagens sidste besøg var ved det palæstinensiske bibelselskab. For ca 50 år siden var Ramallah 100% kristen by - tro det eller ej. I dag er det faldet til ca 60% men det er stadig en stor koncentration af kristne i forhold til hvor få kristne der er i hele Israel (ca 8%). Her mødte vi lederen, som fortalte om det spændende arbejde de laver, og næsten endnu mere spændende om hvordan det er at være kristen araber. De har en lektiecafé hvor Ramallahs unge har mulighed for at komme og få hjælp til lektierne, spille computer og bare hænge ud. Der er ingen forkyndelse, da det ikke er tilladt i Israel at missionere for børn, men de ved hvilken baggrund stedet og lederen har, og de får svar på de spørgsmål de stiller ud fra dette. Derudover har de også et kristent studenterarbejde og arrangere sommerlejre for børnene i byen. Et rigtig spændende arbejde!
Sidste stop før busturen hjem var en gang shopping i de arabiske bazarer og markeder. Det blev ikke til de vilde udskejelser, men arabiske markeder er altså noget helt særligt!

En sidste oplevelse på en dag fuld af spændende øjenåbnere, var hjemturen. Som turister har vi egentlig lov til at køre - forholdsvis - frit gennem checkpointet mellem Vestbredden og Israel, i modsætning til de lokale som skal gå igennem et bagagecheck lignende en lufthavn og paskontrol. For at få lidt indblik i hvordan det er for de lokale at bo på den "forkerte" side af muren skulle vi også gå igennem checkpointet med alt hvad det indebærer. Det er militært område så vi har ingen billeder derfra og det er svært at beskrive. Men man går igennem smalle gange lavet af metalgitter som om man er en anden kvægtransport, indtil man når chekket hvor først ens bagage og derefter én selv bliver tjekket. Så skal man vise pas og hvis man bliver godkendt bliver man så lukket ud på den anden side. Det gik problemfrit og soldaterne gad ikke engang se vores pas da de så vi var "turister" men vi ventede alligevel over 30 min for at komme hele smøren igennem. Denne procedure må være utrolig irriterende for de lokale som skal det hele igennem hver eneste dag for at komme til og fra arbejde fx, og som er fuldstændig i soldaternes nåde, i forhold til hvor længe det skal tage at blive godkendt eller om checkpointet pludselig lukker.Det var en rigtig spændende dag, hvor vi virkelig fik en på
opleveren med arabisk kultur, palæstinensisk historie, og en ny vinkel på konflikten!

Dum dummere....?

Hvad skal jeg sige... Nu har vi også prøvet kræfter med det israelske bureaukrati!
For at opholde sig i Israel som volontører, skal vi have et såkaldt volontør-visum. Det kan man søge om at få når man er kommet ind i landet, ved the ministry of interior. I lufthavnen fik vi et turistvisum af 3 måneders varighed. I de 3 måneder er det så vores eget ansvar at få det ændret til et volontørvisum gældende i den tid vi er her. Medansvarlig for dette er Lise vores volontørkoordinator som har ansvaret for at få en tid til os i minsteriet. Det er for det første et værre tovtrækkeri at komme igennem på telefonen bare for at få bestilt en tid. Langt om længe lykkedes det Lise og vi dukkede op på kontoret, bevæbnet med pas, anbefaling fra den ministerielle ansvarlige for alle landets volontører og et brev fra plejehjemmets leder om at vi faktisk arbejder her. Det var desværre ikke godt nok! Ingen havde valgt at fortælle Lise at de havde ændret procedure så vi nu også skulle medbringe en lægeerklæring fra en israelsk læge på at vi er fysisk i stand til at kunne varetage arbejdet. Desuden skulle vi lige huske pasbilleder og penge til at betale for visaet. Nå vi måtte tage hjem igen og fik en tid en lille måned senere. Det var så i går. Denne gang var vi bevæbnet til tænderne med diverse dokumenter - men alligevel stod problemerne i kø... først var det et problem med måden vi var kommet ind på. Den kære dame ved skranken mente nemlig at vi skulle have haft vores volontørvisum på forhånd, inden vi kom ind i landet... Hvilket er umuligt. Efter en snak med sin overordnede godtog hun dog dette, men til gengæld var der et andet problem nemlig at vi var GIFT. Det kan man nemlig ikke være hvis man vil være volontør, hvorfor så end det? Det kunne vi ikke få svar på - sådan var reglerne bare. Så hun måtte desværre i første omgang afvise vores ansøgning og sende den videre til hendes hovedkontor der så må tage stilling til det. Så nu ligger alle vores papirer (orginaldokumenter selvfølgelig) i en brevbakke i et ministerium og venter på at blive sendt videre... Indtil vi hører andet kan vi derfor se os selv som afvist til at være volontører - fordi vi tilfældigvis er gift med hinanden! Af alle mærkelige skilsmissegrunde ville dette dog være den underligste og det har vi dog ikke i sinde at gøre for at få 3 ugers visum...
Det er virkelig frustrerende at blive trukket rundt i denne form for bureaukrati hvor man nærmest føler at ens ansøgning bliver valgt til eller fra på grundlag af om det lige er onsdag eller torsdag... Og man kan ingenting gøre selv.
Det er dog en trøst at det trods alt ikke er en vigtigere sag vi har. Vi kan tage et visumtrip til Eilat og smutte over grænsen til Sinai, med høj sandsynlighed for at få et nyt 3 mdr visum når vi kommer ind i Israel. Vi kan vælge at rejse hjem lidt før tid, eller vi kan vælge at blive tiden ud og så overskride vores visum med 3 uger, højst sandsynlig bliver vi lidt ekstra udspurgt i lufthavnen og vi kommer ikke ind i Israel på dette pas igen, men det er det værste der kan ske. Man får pludselig medfølelse med de mennesker der trækkes med denne form for bureaukrati - både her i landet og derhjemme - hvis sager er langt mere afgørende for deres liv og sikkerhed end vores. Vi krydser dog fingre for at vores sag rammer den rette person på den rette dag, så vi kan få vores visum og helt lovligt og fint tage vores ophold til enden uden yderligere problemer!

Pinsegudstjenste

Vi har for nylig fejret pinse, og det gjorde vi med en særlig pinsegudstjenste som Jakob præst og 4 volontører (deriblandt Matilde) planlagde.
Rammerne for gudstjensten var Dominus Flevit kirken, som er en af kirkerne på oliebjerget. Foran kirken er der en åben plads med en lille halvmur og herfra er der den mest fantastiske udsigt over Jerusalem.

Tidspunktet - solnedgangstid, selvfølgelig :) Tema - lys, ild, ånd! Vi valgte at bygge gudstjensten op over 7 forskellige måder Helligånden arbejder, inspirerer, viser sig på, og til hver måde var der så knyttet en handling i gudstjensten. Det gav en meget anderledes gudstjeneste hvor vi var inde om følgende punkter: Helligåndens virke gennem guds ord, Helligåndens frie virke, Helligåndens virke gennem kunst/poesi, Helligåndens virke gennem prædiken, Helligåndens virke gennem bøn og stilhed, Helligåndens virke gennem nadver, og Helligåndens virke gennem lovsang. I løbet af gudstjensten var der bl.a. en oppe og præsentere et maleri inspireret af emnet. En holdt en prædiken. Alle deltog aktivt i nadveren ved at give brødet til sin sidemand med ordene "dette er Jesu Krisi legeme Guds lys". Lovsangsbandet spillede op og solen gik ned over Jerusalem.

Efter gudstjensten gik vi videre op ad Oliebjerget og endte ved Augusta Victoria kirken hvor vi havde fået lov at lave bål og dermed markerede vi Helligåndens "8. lys" fællesskabet, med skumfiduser, snobrød og sang.

besøg fra Danmark vol. 2

Skype og Facebook er nogle fantastiske redskaber når det handler om at holde kontakten ved lige til familie og venner derhjemme. Men der er nu ikke noget som at få et rigtigt knus af sin mor og far! Den glæde havde vi endnu engang da mine (Matilde) forældre og bedsteforældre var i Israel på rundrejse! Fantastisk :)
De havde valgt at tage på en Felixrejse herned. For dem der ikke lige ved hvad det er, så er Felix et rejseselskab og den rejse de havde bestilt var for førstegangs-besøgende i Israel. Så der var lidt af hvert på programmet!
fra 8 morgen til 6 aften var der arrangeret en masse spændende udflugter som de kunne tage med rundt på, og om aftenen kunne vi så dukke op på hotellet og forstyrre deres ellers tiltrængte nattesøvn, ved at trække dem med ud på diverse restauranter hvor vi kunne hygge os sammen.
Den sidste dag i Jerusalem inden turen gik videre nord på til Galilæaområdet, tog mor og far "fri" fra programmet og tilbragte hele dagen sammen med os. Programmet hed "vores Jerusalem" og målet var at vise nogle sider af Jerusalem som fylder meget i vores hverdag hernede. Selvfølgelig var første punkt at vise dem rundt på plejehjemmet! Her tilbringer vi 2/3 af al vores tid så det er nok et af de steder vi vil huske bedst når vi kommer hjem! Det er rigtig dejligt at både de og Lene og Frank (Simons forældre) har set stedet her, det gør det meget lettere at forstå hinanden når vi fortæller og de spørger... Efter rundvisningen tog vi en bus ned til den gamle by, for at få frokost på "det gode falafel-sted", vores stam-falafelrestaurant. Her var desværre fyldt af et andet rejseselskab så vi måtte finde et andet sted, men tanken var der da :) Da vi havde fået fyldt vores maver, tog vi turen opad. Op på bymuren hvorpå man kan gå hele vejen rundt om den gamle by - næsten. Det var en rigtig hyggelig tur hvor vi fik kigget på den gamle by fra oven og nydt den fantastiske udsigt over Oliebjerget og den nyere bydel! Endestationen var Lion-gate og netop som vi sad oppe på muren og nød udsigten fik vi øje på resten af rejseselskabet der kom travende nede på jorden. De var på vej på Via Dolorosa vandring, og kiggede noget da der pludselig var nogen der råbte efter dem!

Vel nede igen var det blevet kaffetid, og vi prajede derfor en taxa til at køre os op til Suq'en, som er et jødisk marked hvor de sælger en masse forskellig frugt og grønt, kød, brugsvarer, kage osv. Der er en helt særlig stemning heroppe, det virker mere autentisk da der er mange lokale der handler her og det er derfor ikke så turistpræget. Her ligger en lille hyggelig café med en fantastisk brownie og her indtog vi kaffen hvorefter det blev shopping-tid!
Lidt trætte efter en masse vandren rundt og for mor og fars vedkommende et tætpakket program, var der ikke stemning for den store restauranttur, og vi købte derfor noget forskelligt brød, frugt og kager som vi indtog på hotelværelset. Nok var der ingen levende musik men den livlige snak kunne rigeligt gøre det ud for musik, levende lys og skjorteklædte tjenere. Det var bare skønt at være sammen!
Dagen efter tog hele selskabet nordpå for at opleve Galilæas skønne natur, og vi måtte tilbage på arbejde efter et par skønne fridage. Helt slut var det heldigvis ikke, for den sidste nat skulle de tilbringe i Tel Aviv, og den sidste dag skulle de først mod lufthavnen klokken 12. Så vi tog til Tel Aviv for at sove og tilbringe den sidste formiddag på stranden sammen med forældre og bedsteforældre. I Tel Aviv havde vi booket os ind på et hostel der hed Sub Kuc Milega og kun ét eneste ord kan beskrive dette sted - Crazy! Det er næsten et blogindlæg for sig selv værd, men et par billeder må tale det ord ikke kan beskrive! Det var virkelig sjovt og stenet og fedt og mærkeligt. Det var en oplevelse!
Den sidste aften skulle vi da også ud og spise, og vi orkede ikke at gå så langt, så vi valgte en af de første restauranter vi kom forbi på stranden. (Deres hotel lå helt ned til stranden - absolut eksklusivt!) Så det afspejledes selvfølgelig også i restaurantens standard! Det var virkelig fint og fantastisk lækker mad!
Den næste formiddag mødtes vi for sidste gang i Israel på hotellet og der gik ikke længe før vi havde fået smidt kludene og var smuttet ud i Middelhavets blå bølger. Tiden skulle udnyttes inden bussen gik mod Ben Gurion Airport og klokken 11 var vi færdige med at bade og lå på håndklæderne og spiste is! Det var bare en fantastisk afslutning på nogle dejlige dage og der var nu ikke meget andet end et hurtigt bad og alle de farveller og vi ses'er der nu skal siges inden de smuttede op i bussen og vendte næsen hjemad efter en fantastisk god og indholdsrig rejse! Vi ses om mindre end 2 mdr.!