Hvad skal jeg sige... Nu har vi også prøvet kræfter med det israelske bureaukrati!
For at opholde sig i Israel som volontører, skal vi have et såkaldt volontør-visum. Det kan man søge om at få når man er kommet ind i landet, ved the ministry of interior. I lufthavnen fik vi et turistvisum af 3 måneders varighed. I de 3 måneder er det så vores eget ansvar at få det ændret til et volontørvisum gældende i den tid vi er her. Medansvarlig for dette er Lise vores volontørkoordinator som har ansvaret for at få en tid til os i minsteriet. Det er for det første et værre tovtrækkeri at komme igennem på telefonen bare for at få bestilt en tid. Langt om længe lykkedes det Lise og vi dukkede op på kontoret, bevæbnet med pas, anbefaling fra den ministerielle ansvarlige for alle landets volontører og et brev fra plejehjemmets leder om at vi faktisk arbejder her. Det var desværre ikke godt nok! Ingen havde valgt at fortælle Lise at de havde ændret procedure så vi nu også skulle medbringe en lægeerklæring fra en israelsk læge på at vi er fysisk i stand til at kunne varetage arbejdet. Desuden skulle vi lige huske pasbilleder og penge til at betale for visaet. Nå vi måtte tage hjem igen og fik en tid en lille måned senere. Det var så i går. Denne gang var vi bevæbnet til tænderne med diverse dokumenter - men alligevel stod problemerne i kø... først var det et problem med måden vi var kommet ind på. Den kære dame ved skranken mente nemlig at vi skulle have haft vores volontørvisum på forhånd, inden vi kom ind i landet... Hvilket er umuligt. Efter en snak med sin overordnede godtog hun dog dette, men til gengæld var der et andet problem nemlig at vi var GIFT. Det kan man nemlig ikke være hvis man vil være volontør, hvorfor så end det? Det kunne vi ikke få svar på - sådan var reglerne bare. Så hun måtte desværre i første omgang afvise vores ansøgning og sende den videre til hendes hovedkontor der så må tage stilling til det. Så nu ligger alle vores papirer (orginaldokumenter selvfølgelig) i en brevbakke i et ministerium og venter på at blive sendt videre... Indtil vi hører andet kan vi derfor se os selv som afvist til at være volontører - fordi vi tilfældigvis er gift med hinanden! Af alle mærkelige skilsmissegrunde ville dette dog være den underligste og det har vi dog ikke i sinde at gøre for at få 3 ugers visum...
Det er virkelig frustrerende at blive trukket rundt i denne form for bureaukrati hvor man nærmest føler at ens ansøgning bliver valgt til eller fra på grundlag af om det lige er onsdag eller torsdag... Og man kan ingenting gøre selv.
Det er dog en trøst at det trods alt ikke er en vigtigere sag vi har. Vi kan tage et visumtrip til Eilat og smutte over grænsen til Sinai, med høj sandsynlighed for at få et nyt 3 mdr visum når vi kommer ind i Israel. Vi kan vælge at rejse hjem lidt før tid, eller vi kan vælge at blive tiden ud og så overskride vores visum med 3 uger, højst sandsynlig bliver vi lidt ekstra udspurgt i lufthavnen og vi kommer ikke ind i Israel på dette pas igen, men det er det værste der kan ske. Man får pludselig medfølelse med de mennesker der trækkes med denne form for bureaukrati - både her i landet og derhjemme - hvis sager er langt mere afgørende for deres liv og sikkerhed end vores. Vi krydser dog fingre for at vores sag rammer den rette person på den rette dag, så vi kan få vores visum og helt lovligt og fint tage vores ophold til enden uden yderligere problemer!