torsdag den 28. januar 2010

Ingen vej tilbage...!

.... I dag har vi nemlig sagt vores lejlighed op! Store dejlige 75 kvm, centralt i Grindsted - nu snart en stor bunke flytterod. Og som sagt, ingen vej tilbage :) Men vi skal jo heller ikke tilbage, vi skal fremad. Ud i verden og se os omkring. Herhjemme går en stor del af tiden med at hænge i telefonen og afmelde diverse abonnementer, studie, licens og meget mere. Derudover shoppes sommertøj og pakkes flyttekasser på livet løs. Vi har endda fået købt en fin kuffert i genbrug i dag. Ude i verden (Jerusalem) har vi hørt at der arbejdes på at finde arbejde til os, så det glæder vi os til at høre mere om :) I forgårs var jeg (Matilde) nede og sige farvel til min klasse på lærerseminariet - lidt trist, det er en rigtig dejlig klasse :) Hav det godt alle i fra 29.4 og jeg glæder mig til at modtage hjælp i form af stakkevis af rettede studieprodukter når jeg starter igen til August :)
Det var alt for denne gang - vil vende tilbage til flytterodet og lade som ingenting...
Matilde

søndag den 24. januar 2010

Vi skal til Israel!

Somme tider må man, når man ligger i sin seng, bruge en del tid på at få tankerne til at falde til ro. Sådan har det været for Hr. og Fru. impulsiv i denne uge. For præcis en uge siden, hørte vi første gang om Musalaha-projektet fordi vi blev foreslået at søge de ledige stillinger som Musalaha-volontører. Det gjorde vi, og siden har hjertet hoppet op i halsen hver gang der lå en mail i indbakken eller telefonen ringede. Langt om længe (synes vi) ringede Lise fra Israelsmissionens Unge i går, og fortalte at stillingerne var givet til nogle andre. Til gengæld ville de meget gerne sende os ud med Meet The People-projektet som de normalvis sender volontører afsted med. I en uge havde vi allerede mentalt været i Israel, så vi var ikke så meget i tvivl om vi skulle sige ja tak, og nu er det sikkert. Midt i februar rejser vi så 6 måneder til Jerusalem. Vi ved ikke endnu hvor vi skal bo eller arbejde, hvornår vi skal afsted og hvornår vi kommer afsted. Vi kender ikke landet eller nogen dernede men vi ved at vi er i Guds hånd og vi ved at vi glæder os!

Lister længere end julemandens

Nu hvor det ligger fast at vi skal afsted, er der pludselig en masse ting der skal ske i en fart. Vi skal bl.a. have tømt vores lækre store lejlighed, og opmagasineret alle vores ting. Matilde skal have sig meldt ud af studiet, og Simon skal have sig meldt ud af arbejdsløshedskøen. Vi skal have fundet kærlige hjem til vores dyr, lavet co/adresser, osv osv osv. Som Hr. og Fru. struktureret vi jo er, er der allerede nu ved at være lister her, der og alle vegne med hvad vi skal nå hvornår og hvad vi skal huske. Typisk os - ja det er det jo nok.
I morgen kommer vores veninde Kirsten som selv har været meet-the-people volontør for et år siden, og svarer på alle vore dumme spørgsmål. Det bliver rigtig sjovt - Kirsten vi glæder os til du kommer :)